Til dig

 (Billede fra efterår 2011)

Alting samler sig sammen i et eneste lille atom, indtil det pludselig en dag vil eksplodere. Hvem ved, måske eksploderer jeg også? Måske også dig? Væggene jeg omhyggeligt har malet omkring min hverdag krakelerer langsomt, og mit hoved er fyldt til randen med spørgsmål og tanker. Eksamen, projekt, venner, fester, drenge, piger, hvem er jeg, ser jeg tyk ud i den her, er jeg ok, hvorfor svarer han ikke, kan hun lide mig, kan jeg klare mig gennem gymnasiet, hvorfor er jeg her, hvad skal jeg, hvad, hvem, hvor, hvordan, hvornår? Tankerne flyver rundt, og ingenting kan holde dem tilbage. Folk snakker til mig, men afstanden imellem mig og dem er blevet for stor. Jeg kan ikke fokusere. Ikke når jeg ved hvordan det alligevel vil ende. Hvornår blev det hele sådan her? Hvor blev tiden af? Tiden til at kigge på stjernerne, tiden til at lege og grine, tiden til ikke at skulle bekymre sig? Forsvandt de det samme øjeblik vi stoppede med at smile? Det hele er en cirkel, og jeg kan ikke stoppe det. Ingen af os kan. Selvom jeg ved hvor meget jeg -og du- ønsker det. Livets gang, kaldes det. Tid er relativt, siger de. Det er bare noget vi mennesker har opfundet, siger de. Kan vi så ikke bare sætte tiden på pause lidt? Bare for en dag? Men nej, livet går, løber, og dig og jeg kan umuligt følge med. Vi løber i hver sin retning med blind for øjnene, mens vi falmer os frem. Hvem ved? Måske krydser vores veje hinanden engang? Måske løber vi egentlig side om side hele tiden, ude af stand til at se det på grund af vores blindhed? Tanken giver mig en smule trøst, men alt jeg kan gøre er at håbe. 

Tomrummet jeg føler i maven når jeg ser på dig som jeg engang kendte lyver ikke og intet kan måle sig med det.  Distancen imellem os bliver pludselig hundrendetusindekilometer, som om alle verdens have pludselig rejste sig imellem os. Øjnene bliver slørrede og smilet vi smiler kun for verdens skyld, falmer, og vi ser hinanden som vi virkelig er. Hvad med minderne vi engang havde? De vil nu foraltid forblive minder, og snart vil vi ikke lave flere minder sammen. Senere hen vil minderne blive udviskede, måske endda.. glemt? Vil du så også glemme mig? Men af alle spørgsmål der plager mig mest, ligegyldigt hvor meget jeg fortrænger det, hvor meget jeg end prøvet på at give slip, hvor meget jeg end prøver på at glemme, vil det altid nage mig; hvorfor?